Kære Torben Hansen
Styrelsen i Randers Lærerforening har skrevet til den kommende borgmester Torben Hansen og ønsket tillykke med valget. Samtidig benyttede vi lejligheden til at fortælle lidt om, hvad vi ser frem til i de kommende år. Desuden udtrykte vi et ønske om, at Torben arbejder for, at der kommer en central arbejdstidsaftale på undervisningsområdet.Tillykke med det flotte valg og borgmesterposten.
På folkeskoleområdet venter mange udfordringer såvel på lokalt som nationalt plan.
I Jeres valgprogram lover I flere ressourcer til folkeskolen, hvilket vi ser frem til, så lærere og børnehaveklasseledere kan få bedre mulighed for at levere en velforberedt undervisning, og der bliver bedre muligheder for to-lærerordninger til gavn for elevernes faglige udvikling og personlige dannelse. To-lærerordninger skal ikke kun tænkes som en konsekvens af, at skolerne udnytter §16b i Folkeskoleloven, men være et reelt løft af fagligheden.
Målet er, at folkeskolen skal danne det hele menneske og være forældrenes naturlige valg – et valg, der sikrer dannelse og personlig og faglig udvikling.
Det er vigtigt, at man ikke glemmer elever, der har behov for yderligere faglig eller social hjælp – til disse elever skal der være skoletilbud, der er målrettet de enkelte elevers behov, således at de også får et godt og udviklende skoleliv.
En særlig udfordring bliver den kommende Forberedende Grunduddannelse. Hvor skal den placeres i Randers? Både rent fysisk, men også forvaltningsmæssigt?
Nationalt har vi en skolereform, der er udfordret på flere områder, læringsplatforme, Min Uddannelse og den lange skoledag. Ikke alt kan løses lokalt, men et samarbejde mellem politikere og Randers Lærerforening kan skabe bedre vilkår for såvel eleverne som skolernes personale.
En særlig udfordring er Lov 409 – den lov, der fastsætter arbejdstidsreglerne for undervisningsområdet i kommunerne. I Randers har vi heldigvis sammen med forvaltningen lavet en lokal arbejdstidsaftale. En arbejdstidsaftale, der har professionel kapital som fundament, og en aftale som vi hører positivt om fra lærerne.
Men vi har kolleger i 26 kommuner, der ikke har en lokal arbejdstidsaftale og vi kan ikke i længden leve med, at det er et lovindgreb, der regulerer arbejdstiden for lærerne. Jeg ved, at Danmarks Lærerforening har et meget stærkt ønske om at finde en forhandlet løsning på denne udfordring. Den manglende arbejdstidsaftale på lærerområdet er vi alle klar over ikke bliver en aftale som fx den fra 2008.
Lærerne skal i lighed med alle andre faggrupper have overenskomstforhandlede arbejdstidsregler, enten regler, der svarer til det andre har, eller regler som passer til lærerarbejdet. Det skal være regler, der er forhandlet som en del af overenskomsten.
En ny konflikt som følge af OK 18, vil have store konsekvenser for såvel kommuner som folkeskolen. Generelt opleves der lærerrekrutteringsproblemer og elevandelen i privatskolerne er stigen. En ny konflikt vil være ødelæggende for de positive ting, der sker i skolen og forstærke førnævnte udfordringer.
Jeg opfordrer til, at du som Randers Kommunes borgmester benytter dig af dine kontakter ind i såvel KL og på Christiansborg til, at der indgås reelle forhandlinger om nye arbejdsregler for lærerne, arbejdstidsregler, der er kommet til verden gennem forhandling og som er udtryk for et reelt kompromis.
Jeg har sammen med dette brev vedlagt en lille gave – bogen ”Søren og Mette i benlås”, der fortæller om forløbet i 2013 – et forløb, der ikke tjener hverken KL eller den daværende regering til ære. Noget sådant må aldrig gentage sig.
I Randers Lærerforening ser vi frem til samarbejdet med såvel dig, byråd og de for os relevante udvalg.
God arbejdslyst.
På vegne af styrelsen i Randers Lærerforening
Leif Plauborg
Formand
- Publiceringsdato: 28. november 2017
- Ændringsdato: 28. november 2017