Nedlukning af skolen skal sikre en vinter uden flere hjemsendelser

Gordon Talerstol 414X280
Eleverne skal sendes hjem fra skole allerede fra 15. december og blive hjemme til efter juleferien.

Eleverne skal sendes hjem fra skole allerede fra 15. december og blive hjemme til efter juleferien. Det har regeringen netop orienteret om på et pressemøde. Danmarks Lærerforening bakker op om en hjemsendelse, som kan få smittetrykket ned. Det giver mulighed for at forberede genåbningen af skolerne efter nytår. Eleverne skal trygt kunne vende tilbage fra 5. januar, siger formand Gordon Ørskov Madsen, og det kræver en række forholdsregler.

”Hvis myndighederne vurderer, at det kan bremse smittetrykket at holde eleverne hjemme i tre uger, så bakker vi op om det. Smitten i samfundet har længe været stigende, og vi kan se, at en del af smitten drives af skolen. Derfor har vi flere gange efterspurgt tiltag, der kan gøre det muligt at holde smitten nede, og hvis det kræver en nedlukning, så må vi tage den med”, siger Gordon Ørskov Madsen.

”Nu handler det om, at vi udnytter de tre uger til at få smitten ned og til at finde langtidsholdbare løsninger, så eleverne kan komme trygt tilbage i begyndelsen af det nye år, og så vi kan komme gennem vinteren uden flere nedlukninger af folkeskolen. Det handler om at tage nogle af de løsninger frem, vi kender fra foråret, med bedre rengøring, afstandskrav, små faste hold og færrest mulige kontakter,” siger DLF-formanden.

Det er dog ikke alle elever, der kan være hjemme de tre uger, og ifølge Danmarks Lærerforenings formand, er det vigtigt at holde fast i nødpasningen, som vi kender den fra tidligere nedlukninger.

”Nogle børn vil have behov for fortsat at kunne have deres hverdag i skolen. Det kan være børn, som har det svært hjemme, børn i de yngste klasser, hvis forældre er nødt til at arbejde, eller børn, som har behov for faste rammer. Det er afgørende, at de børn fortsat kan have en tryg hverdag, og her bliver det vigtigt med tydelige restriktioner og tiltag, der skaber sikkerhed og tryghed for alle. Vi skal arbejde alt hvad vi kan på at skabe tryghed og holde smitten nede,” siger Gordon Ørskov Madsen.

 

Emner

Målgruppe