Coronavirus og ansættelsesregler

Coronavirus 800
Læs hvad der gælder ved sygdom og karantæne i forhold til løn og ansættelse i.f.m. coronavirus. Desuden er der en række links til relevante sider med yderligere information.

Information vedrørende coronavirus

Læs hvad der gælder ved sygdom og karantæne i forhold til løn og ansættelse i.f.m. coronavirus og genåbning af skolerne.

Grundet udviklingen i spredningen af coronavirus i Danmark har regeringen lukket landets skoler og uddannelsesinstitutioner fra mandag den 16. marts 2020 og til om tirsdag d. 14. april. 
 

Genåbning af skoler fra 15. april

Der stilles fra myndighedernes side krav om, at skoler, der genåbner fra d. 15. april 2020, overholder de krav, som er fastsat i Sundhedsstyrelsens vejledning.
Se Sundhedsstyrelsens vejledning og materialer til genåbning af skoler

Danmarks Lærerforening har modtaget mange spørgsmål om genåbning af skolerne. Vi er i løbende dialog med KL og Undervisningsministeriet om svar på alle spørgsmålene.

Mange af spørgsmålene skal løses lokalt. Vi holder løbende vores lokale kredse orienteret om vores dialog med KL og Undervisningsministeriet.

Du skal derfor rette henvendelse til din lokale kreds, som kan hjælpe dig med dine spørgsmål.

Vi har samlet svar på nogle af de ansættelsesretlige spørgsmål - se nedenfor. Sundhedsmyndighederne ændrer løbende deres retningslinjer, hvilket betyder, at vi også løbende opdaterer siden her.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg er i en af risikogrupperne?

Nogle grupper er særligt udsatte for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med COVID-19. Sundhedsstyrelsen definerer disse grupper som følgende personer: 

  • Ældre over 65 år (især over 80 år)
  • Personer med følgende kroniske sygdomme:
    • Hjertekarsygdom (gælder ikke velbehandlet forhøjet blodtryk)
    • Lungesygdom (gælder ikke mild og velbehandlet astma)
    • Kronisk nyresygdom med nedsat nyrefunktion
    • Kronisk leversygdom
    • Diabetes type 1 og 2, især hvis man har følgevirkninger
    • Muskelsygdomme og neuromuskulære sygdomme, hvor man har nedsat hostekraft eller svært ved at komme af slim fra luftvejene
    • Svær overvægt med BMI over 35-40 afhængig af, om man har andre risikofaktorer også
    • Særlige blodsygdomme, hvor der vurderes at være øget risiko for komplikationer
  • Personer med nedsat immunforsvar som følge af:
    • Blodsygdomme
    • Organtransplantation
    • Immunhæmmende behandling, herunder kemoterapi eller strålebehand-ling som led i behandling af kræft
    • HIV-infektion med svær påvirkning af immunsystemet
  • Børn med kronisk sygdom (som ovenfor) eller som har følgetilstande efter at være født for tidligt
  • Gravide og kvinder op til to uger efter fødsel (ud fra et forsigtighedsprincip)

Hvis du er utryg ved at gå på arbejde, fordi du er i risikogruppen, bør du tage kontakt til din læge.

Din læge skal foretage en konkret og individuel sundhedsfaglig vurdering af din sygdom og på den baggrund vurdere, om det er forsvarligt, at du møder på arbejde. Din læges sundhedsfaglige vurdering beror på Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Er det din læges vurdering, at der er en sundhedsmæssig risiko ved, at du går på arbejde, skal du kontakte din arbejdsgiver og aftale omplacering til andre arbejdsopgaver eller hjemmearbejde. Du skal kunne fremvise en lægeerklæring, hvis din arbejdsgiver ønsker det.

Det er meget vigtigt, at du kontakter din lokale kreds, inden du bliver væk fra arbejdet uden en aftale med din leder.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg har en pårørende, der er i en af risikogrupperne?

Hvis en af dine nærmeste pårørende tilhører en af ovenstående risikogrupper, eller du er i tvivl, om hvorvidt din nærmeste pårørende er i særlig risiko, skal du kontakte din læge.

Hvis du er utryg ved at gå på arbejde, fordi en af dine nærmeste pårørende er i risikogruppen, bør du tage kontakt til din læge.

Din læge skal foretage en konkret og individuel sundhedsfaglig vurdering af din families situation og på den baggrund vurdere, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt, at du møder på arbejde. Din læges sundhedsfaglige vurdering beror på Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Er det din læges vurdering, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt af hensyn til din nærmeste familie, at du møder på arbejde, skal du kontakte din arbejdsgiver og aftale omplacering til andre arbejdsopgaver eller hjemmearbejde. Du skal kunne fremvise en erklæring fra din læge, hvis din arbejdsgiver ønsker det.

Det er meget vigtigt, at du kontakter din lokale kreds, inden du bliver væk fra arbejdet uden en aftale med din leder.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis én i hustanden har fået påvist COVID-19?

Børn med coronasmittede i familien skal ifølge seneste udmelding fra regeringen ikke møde i skole.

Kan jeg nægte at gå på arbejde af frygt for at blive smittet?

Hvis risikoen for at blive smittet på dit job er så konkret, at du kan anskueliggøre, at din ”sikkerhed, sundhed eller integritet” er truet, dvs. hvis skolen f.eks. ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, vil du kunne blive hjemme med løn.

Men du løber selv risikoen for, at der ikke vurderes at være en konkret og nærliggende fare for dit helbred, og at du dermed ikke har krav på løn – og i sidste ende en risiko for at det anses som arbejdsvægring. 

Inden du bliver hjemme, skal du som minimum have forsøgt at finde en løsning med din arbejdsgiver. Vi anbefaler, at du tager kontakt til din lokale kreds, inden du tager et så drastisk skridt at blive hjemme.

Hvad sker der, hvis jeg bliver sat i karantæne af sundhedsmyndighederne eller bliver syg med COVID-19?

Hvis du bliver sat i karantæne på grund af coronavirus, kan du ikke blive fyret, selvom karantænen betyder, at du ikke kan møde på arbejde. Samtidig betyder karantæne iværksat af egen læge eller sundhedsmyndighederne, at du har krav på løn under fraværet, da karantæne kan sidestilles med sygdom.

Hvis egen læge eller sundhedsmyndighederne sætter dig i karantæne, uden at du er syg, skal du straks underrette din arbejdsgiver. Det samme gælder, hvis du bliver smittet med coronavirus. I en sådan situation har du også krav på løn under fraværet.

Hvad sker der, hvis min arbejdsgiver sender mig hjem på grund af frygt for, at jeg smitter mine kolleger?

Hvis din arbejdsgiver vælger at sende dig hjem, f.eks. fordi du er forkølet, har du krav på løn under fraværet, da det er din arbejdsgivers valg ikke at ville benytte sig af din arbejdskraft. Du skal udføre så meget arbejde hjemmefra som muligt, hvis du kan.

Hvad sker det, hvis jeg er i karantæne uden at være syg, og min arbejdsgiver ønsker, at jeg arbejder hjemmefra?

Hvis du ikke kan møde på arbejde på grund af karantæne, og du modtager løn, så skal du i videst muligt omfang stå til rådighed for at udføre så meget som muligt af arbejdet hjemmefra.

Hvis jeg bliver smittet med COVID-19 på arbejdet, skal det så anmeldes som en arbejdsskade?

Smitte med COVID-19 vil i nogle tilfælde efter en konkret vurdering kunne anerkendes som arbejdsskade.

For at kunne anerkende smitte med COVID-19 som arbejdsskade, skal det kunne sandsynliggøres, at du har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet, eller at du er udsat for en særlig risiko i forbindelse med dit arbejde.

Hvis sagen anerkendes som en arbejdsskade, vil du kunne få godtgørelse eller erstatning, hvis du får varige følger, har udgifter til behandling eller i værste fald afgår ved døden som følge af coronavirus.

DLF kan hjælpe med behandlingen af din arbejdsskadesag. Du skal blot henvende dig til din lokale kreds, som sender din arbejdsskadesag til sekretariatet.

 


Hold dig generelt orienteret

Da situationen udvikler sig fra dag til dag, er det vigtigt, at man løbende holder sig orienteret. Danmarks Lærerforening vil orientere gennem foreningens centrale kanaler. Her på siden kan du derudover se, hvor du kan finde yderligere informationer.

Læs Børne- og Undervisningsministeriets information om corona

Læs Børne- Undervisningsministeriets information om genåbning af skolerne

Læs spørgsmål og svar om corona på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Hold dig orienteret om coronavirus generelt på politi.dk 

Læs FH’s vejledning på hovedorganisationens hjemmeside

Læs om kommunernes håndtering af coronavirusset hos KL 

Læs Skolelederforeningens løbende information på skoleledernes hjemmeside 

 

Målgruppe