Medlemsbrev

Randers Lærerforening har i dag udsendt nedenstående medlemsbrev til medlemmerne.

Kære kollega

Lærerkommissionen, som blev nedsat i forbindelse med overenskomstaftalen i 2018, fremlagde som planlagt sin rapport mandag. Med den i hånden står vi med et helt nyt afsæt for de forhandlinger med KL, som også blev aftalt i 2018. Forhandlinger skal finde sted i det nye år, så vi forhåbentlig kan have en aftale på plads, inden de store OK forhandlinger for alle offentligt ansatte.

Analyserne i kommissionens rapport giver os et vigtigt fælles billede af de udfordringer, der kendetegner lærernes arbejdssituation. Kommissionen har identificeret fem udfordringer, der SKAL tages hånd om:

  • Sammenhængen mellem tid og opgaver, herunder mulighederne for forberedelse, teamsamarbejde og faglig udvikling
  • En større indsigt for lærerne i skolens planlægningsgrundlag
  • En hensigtsmæssig og gennemskuelig opgavetildeling for den enkelte lærer
  • Balance mellem hensynet til fleksibilitet for den enkelte lærer og hensynet til det kollegiale samarbejde på skolen
  • Balancen mellem centrale regler og lokale løsninger, der tager hensyn til lokale ideer og behov

Med afsæt i kommissionens rapport er det tydeligt, at vi og kommunerne har et fælles ansvar for folkeskolen og lærernes arbejdssituation. Kommissionen lægger vægt på samarbejde på alle niveauer. Det gælder på den enkelte skole, det gælder i kommunerne, og det gælder mellem DLF og KL centralt.

I Randers har vi som bekendt en lokalaftale, der bl.a. fastsætter et maksimalt undervisningstimetal, og beskriver tillidsrepræsentantens rolle i forbindelse med skoleårets planlægning. Senest har der desuden været et samarbejde om målingen om professionel kapital.

Kommissionen bruger udtrykket ”samarbejdssporet”, og giver den klare vurdering, at hvis vi kan lykkes med at tænke nyt sammen, så får vi en bedre skole. Det handler helt banalt om at give lærerne de bedst mulige rammer for at levere god undervisning. Det, som ifølge kommissionen er vigtigt, er, at der er et forpligtende, reelt samarbejde, hvor vi tager et fælles ansvar for at forbedre lærernes arbejdssituation og dermed skabe bedre undervisning.

Målet med forhandlingerne i det nye år er at finde løsninger på de udfordringer, som kommissionen peger på. Kommission er ikke kommet med svaret, kun analysen. Herfra er der en berettiget forventning om, at parterne finder hinanden.  Vi har et fælles mål om at skabe en god folkeskole – og det giver sig selv, at en god folkeskole forudsætter vilkår, der gør, at lærerne kan levere god undervisning. Kommissionen har gjort sit, og i det nye år tager parterne over. Forhandlingerne starter i marts, og det er målsætningen, at der kan landes en aftale hurtigst muligt derefter, gerne allerede i slutningen af april.

Vi vil i den kommende tid gøre, hvad vi kan for, at alle medlemmer af DLF holdes informeret. Som et første vigtigt skridt har alle tillidsrepræsentanter fra arbejdspladser over hele landet været samlet til stormøde i Odense tirsdag for at sikre, at de er bedst muligt klædt på til at besvare de spørgsmål, I selvfølgelig har om det videre forløb.

På stormødet i Odense deltog næsten alle tillidsrepræsentanterne fra de forskellige arbejdspladser i Randers Kommune. Herfra har de bl.a. tre hovedbudskaber om kommissionens rapport med hjem.

  • Analyserne i Lærerkommissionens rapport giver parterne et vigtigt fælles billede af de udfordringer, der kendetegner lærernes arbejdssituation.
    Kommissionen pointerer betydningen af, at parterne tager et fælles ansvar for lærernes arbejdssituation. Nu er det parternes opgave at finde de fælles aftalte løsninger.
  • Kommissionen har særligt fokus på udfordringerne i forhold til mulighederne for at forberede en kvalificeret undervisning og understreger, at det ikke kan være lærerens egen opgave at skaffe tid, når alle andre opgaver er løst.

  • Lærerkommissionen konstaterer på baggrund af deres mange skolebesøg og analyser, at et tillidsfuldt og forpligtende samarbejde på alle niveauer har afgørende positiv betydning for, hvordan læreren oplever sin daglige arbejdssituation.

Kommissionen anbefaler derfor parterne at nytænke forhandlingerne om arbejdstid, så et styrket samarbejde kommer i fokus. Kommissionen betegner det ”samarbejdssporet”.      

En anden vigtig detalje i rapporten er ledelse. Per B. Christensen (Kommissionsformanden)lagde i sin fremlæggelse af rapporten på stormødet i Odense også megen vægt på ledelse. Ikke mindst at det er vigtigt, at der fra kommunens side gives plads til skolelederens mulighed for at være skoleleder på egen skole, herunder at sortere i og omdefinere kommunale indsatsområder, så de giver mening i forhold til skolen og det aktuelle arbejdspres for skolens personale. 

Der vil efter jul blive afholdt kresformandsmøder, regionale TR-møder, medlemsmøder og en ekstraordinær kongres i Danmarks Lærerforening. Desuden vil din tillidsrepræsentant indkalde til et eller flere møder i Faglig Klub, hvor der vil blive orienteret om, hvad der sker, og hvor der er mulighed for at drøfte forholdene med dine kolleger og din tillidsrepræsentant. 

Venlig hilsen

Leif Plauborg

Formand
Randers Lærerforening

Målgruppe