1. maj på Skovbakken

180501 Skovbakken (1)
Den 1. maj er som bekendt arbejdernes internationale kampdag. Dagen blev også markeret i Randers. Blandt talerne til det traditionsrige 1. maj-arrangement på Skovbakken var Leif Plauborg. Læs hans tale her.

Kære kolleger, kære kammerater i fagforeningerne

Det er en historisk dag i dag. Vi har en første maj i Randers uden talere fra de politiske partier, vi har en første maj, hvor der er en repræsentant fra FTF på talerstolen – nemlig mig

Vi har en første maj, som også er den sidste første maj, hvor LO og FTF er to forskellige organisationer. Det sidste betyder, at vi nu skal samarbejde på helt andre måder end tidligere – vi er nemlig i samme forening.

Vi har en første maj, hvor vi netop fik revitaliseret fagbevægelsen

Vi har en første maj, hvor vi kan glædes eller græde over, at I den netop overståede weekend kulminerede et langt forløb i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Forhandlinger, der var præget af musketereden ”en for alle og alle for en”, samt slogans som Nok er nok og En løsning for alle.

Vi nåede ikke helt i mål. Arbejdstiden for lærerne er stadig reguleret af Lov 409, men der er tændt et håb – et håb om en ny start for alle, et håb om, at arbejdsgiverne i kommuner, regioner og stat, ser medarbejderne som en ressource, en ressource, der ikke kan bruges til at finansiere skattelettelser med, men som en ressource, de vil det offentlige Danmark, en ressource, en medarbejdergruppe, der skal have ordentlige løn og arbejdsforhold, for at sikre vores alle sammens velfærd, og en ressource, der er helt nødvendig for at holde Danmark i gang.

Vi har en første maj, hvor vi skal se tilbage på, hvad vi lærte af OK 18.

Vi har i hvert fald lært, at det er vigtigt, at vi – de rigtige fagforeninger står sammen og kæmper sammen for fælles løsninger. Gør vi det, så har vi en imponerende slagkraft – en slagkraft, der er så stor, at Moderniseringsstyrelsen, regionerne og KL ikke bare turde satse på en konflikt og et hurtigt lovindgreb. Det blev måske ikke til løsninger for alle, men næsten da.

Vi har set, at kommuner, regioner og stat blev dybt fornærmede over minimale strejkevarsler og svarede igen med massive lockoutvarsler. Nogle af varslerne viste sig dog at være dybt bekymrende, fx på sygehusene hvor alle afdelinger stort set er underbemandet set i forhold til, hvad man betragter som et nødberedskab. Det gav regionerne lidt at tænke over.

Vi hørte en minister, der fortalte, at det var synd for grisene, at de ikke kunne blive slagtet, men i stedet skulle aflives ude ved landmanden. Vi oplevede et KL, der reelt ikke vidste, hvad de havde varslet af lockout, for ingen kunne fortælle, hvem der var omfattet. Arbejdsgiversiden imponerede ikke og det opdagede den almindelige dansker. Den almindelige dansker, vidste nemlig godt, hvad der er vigtigt og det er en velfungerende offentlig sektor – en offentlig sektor, der passer børnene, danner og uddanner eleverne, føre kontrol på fx slagterierne, passer på syge og gamle – kort sagt en stor gruppe medarbejdere, der får landet til at hænge sammen.

Forløbet viste, at vi som ansatte faktisk har en stemme, at vi faktisk er en magtfaktor, når vi står sammen, og at de offentlige ansatte i Danmark er nogle, man skal regne med. Hvem havde fx forestillet sig, at en 3F’er, en lærer og en DJØF’er stå ved siden af hinanden og kæmpe for den samme sag. Det blev pludselig virkelighed.

PÅ det lokale plan har OK18 også betydet nogle ting, der gør, at vi trods kommunale udfordringer kan se tingene på en lidt bedre og mere positiv måde. Vi har fået etableret et samarbejde på tværs af kommunen, vi i de rigtige fagforeninger er blevet venner og kammerater på en anden måde end tidligere. Det skal vi udnytte – vi har nemlig udfordringer nok. Randers Kommune og statens syn på den kommunale velfærd er bare to.

Vi har hørt vore modstandere fortælle, at vi skulle tænke os om – det var jo skatteborgernes penge, vi ville have fingre i. Vi betaler altså også skat! Og for resten, hvorfor skal jeg ikke vedblivende have de samme økonomiske muligheder som min privatansatte nabo, der tjener det samme som mig lige nu. Hvorfor skal han stilles bedre i fremtiden? Skal vi have et A-samfund for privatansatte og et  B-samfund for offentlig ansatte? Nej vel… Vi skal have et samfund, hvor vi alle er lige meget værd uanset om vi er privat eller offentligt ansatte. Vi skal have et samfund, hvor vi alle oplever reallønsfremgang og ordentlige arbejdsforhold.

Sammenholdet på tværs har vist det – mere end 100 faggrupper stod sammen i OK18 – vi stod skulder ved skulder og kæmpede for en løsning for alle. Forhandlerne gik ind sammen og kom ud sammen. Det var fællesskab og sammenhold, der gav resultater. Kæmper vi sammen, og hjælper hinanden, så kan vi nå målene.  Senest i 201 har vi som lærere behov for jeres hjælp – der skal vi i mål med en arbejdstidsaftale, så vi får aftalte vilkår som alle andre. I stedet for at vores arbejdstid er lovreguleret. Jeg håber ikke, at vi får behov for at tage de samme kampe om 3 år. Men vi er klar til at stå skulder ved skulder og kæmpe for de offentligt ansatte.

Det var solidaritet og fællesskab, der skabte fagbevægelsen og banede vejen til Hovedaftalen for over 100 år siden.

Det er solidaritet, sammenhold og fællesskab, der igen viser vejen fremad – det er vores sammenhold og fællesskab, der har genskabt det  Det vi kan, når vi står sammen.

Så derfor God fælles kamp for ordentlige løn og arbejdsforhold.

Og god 1. maj til alle.

Emner

Målgruppe