40 års jubilæum på Assentoftskolen

Kirsten Rasmussen fik i anledning af sit 40 års jubilæum i Sønderhald og Randers Kommune overrakt en vingave fra Randers Lærerforening.
Kirsten Rasmussen har gennem 40 år undervist på skolerne i Assentoft og det blev markeret med en vingave fra Randers Lærerforening. Desuden har hun modtaget Dronningens Fortjenstmedalje

Kirsten Rasmussen modtog den 7. august Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års tjeneste som lærer ved Randers Kommune.

Kirsten Rasmussen har i samtlige 40 år arbejdet på den skole, der i dag hedder Assentoftskolen, og som er en fusion af Sønderhaldskolen og Essenbækskolen i 1989. Kirsten Rasmussen begyndte sin karriere i 1978 på Sønderhaldskolen, men da en ny 0. – 5. klasses skole i 1979 skulle indvies lige ved siden af Sønderhaldskolen, så Kirsten det som en enestående mulighed og udfordring at være med til at starte en helt ny skole op. Det var hensigten, at Essenbækskolen skulle udbygges til en 0. -9. klasses skole, men det blev aldrig realiseret. Kirsten søgte derfor efter ca. ti år tilbage på Sønderhaldskolen/nu Assentoftskolen for at få mulighed for også at undervise de ældste elever.

Kirsten Rasmussen modtager medaljen, da hun gennem alle årene på ”skolerne” har leveret en engageret, faglig og kompetent undervisning af eleverne og samtidig været en skattet og højt værdsat kollega. Hun har igennem årene udvist stort engagement i sit virke og været i stand til at omstille sig til de mange udfordringer og krav, der er en konsekvens af ny lovgivning på skoleområdet, reformer og den teknologiske udvikling.

Emner

Målgruppe