Vigtigt at holde gejsten oppe hos de ældste elever
Der er ingen tvivl om, at vi lærere deler det brændende ønske, at folkeskolens ældste elever igen kan møde i skolen og se deres kammerater og vante lærere i øjnene. Selv om lærerne gør, hvad de kan for at levere en god nødundervisning og holde hånden under deres elever, så er trivslen og gejsten hos mange elever under hårdt pres.Debatindlæg bragt i Avisen Danmark 7. maj 2020
De sundhedsmæssige retningslinjer om en afstand på to meter mellem eleverne betyder, at en klasse med 24 elever nogle steder er nødt til at sidde i tre klasseværelser. Det kalder på flere lærerkræfter og mere plads, som skolerne på nuværende tidspunkt bruger fuldt ud på eleverne fra 0.-5. klasse. Det sætter en stopper for, at de ældste elever igen kan møde i skole under de nuværende sundhedsfaglige restriktioner.
Allerede nu arbejdes der på højtryk for at skaffe mere personale og låne ekstra lokaler omkring skolerne. Det er en stor logistisk udfordring at tage kommunale domiciler eller idrætsanlæg i brug, hvor der skal tages højde for rengøring, bustransport og gerne en kendt lærer som " vejviser". Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få de ældste elever med i næste fases åbning, men det skal ske under trygge rammer og uden at risikoen for smittespredning øges.
Elevernes mentale sundhed og sociale trivsel, samt et øget hensyn til de sårbare børn er enormt vigtigt, men bliver årgange eller hele skoler lagt ned af coronavirus, er vi lige vidt. En fuld genåbning kræver respekt for de praktiske muligheder og lokale vilkår, så trygheden og sikkerheden for børn og ansatte er i top.
Samtidig er det vigtigt at understrege og anerkende, at genåbningen af samfundet som helhed er en større kabale, der skal gå op. Det er ikke kun hensynet til den enkelte skoles muligheder for at leve op til retningslinjer om afstand og hygiejne - det er også det samlede smittetryk, der skal tages højde for.
Det kræver indsigt og overblik, og det kræver politisk stillingtagen. Derfor er og bliver det en opgave for regeringen, på baggrund af grundig vejledning fra myndigheder og organisa tioner, at beslutte, hvordan landet åbner op - og dermed også hvornår og hvordan de ældste klasser på ordentlige og realistiske betingelser kan vende tilbage til folkeskolen igen.
Indtil de kan det, vil lærerne fortsat gøre deres bedste for at sikre både motivationen og gejsten hos de store elever.
Formændene i de østjyske lærerkredse fra Djursland i øst, til Silkeborg i vest, Hedensted i syd og Randers i nord
- Publiceringsdato: 7. maj 2020
- Ændringsdato: 7. maj 2020