Særlig feriegodtgørelse
Når du kigger på den lønseddel, du modtager i slutningen af april vil beløbet under særlig feriegodtgørelse være lidt lavere end normalt. Det skyldes den nye ferielov..Men fortvivl ikke - det manglende beløb (inklusiv en forrentning) vil du modtage, når du går på pension.
Den korte forklaring om ændringen i "Særlig feriegodtgørelse"
Til brug for ferien får alle ansatte med løn under ferie også udbetalt en særlig feriegodtgørelse fra arbejdsgiver. Den særlige feriegodtgørelse er ifølge ferieloven på 1 % af lønnen. Men ansatte lærere i kommuner og regioner får yderligere 1,15 % efter ferieaftalerne, således at feriegodtgørelsen sammenlagt bliver 2,15 %. Ansatte i staten får tillagt 0,5 % fra deres ferieaftale, således at feriegodtgørelsen sammenlagt bliver 1,5 %.
Udbetalingen af den særlige feriegodtgørelse kommer til at ændre sig. Den særlige feriegodtgørelse på 1 % efter loven optjent i perioden den 1. september 2019 til den 31. august 2020 skal ikke udbetales. Denne betaling indgår i den feriebetaling, som indefryses efter reglerne i feriefondsloven.
Hvis du er ansat i en kommune eller region, får du den 1. maj 2020 en særlig feriegodtgørelse, der udgør 2,15 % af den ferieberettigede løn for perioden 1. januar 2019 til 31. august 2019 plus 1,15 % af den ferieberettigede løn for perioden 1. september 2019 til 31. december 2019. Endvidere får du den 1. maj 2021 udbetalt en særlig feriegodtgørelse, der udgør 1,15 % af den ferieberettigede løn for perioden 1. januar 2020 til 31. august 2020.
Herefter går alle ansatte over til den nye model, hvorefter ferietillægget fra ferieloven på 1 % af lønnen udbetales i to rater den 31. maj og den 31. august. Det forhøjede tillæg på 1,15 % for ansatte efter ferieaftalerne i kommuner og regioner udbetales 1. maj.
Du kan læse mere om de nye ferieregler her
- Publiceringsdato: 24. april 2020
- Ændringsdato: 24. april 2020