Styrelsen anbefaler et ja

Styrelsen i Randers Lærerforening har indgående drøftet arbejdstidsaftalen, og konklusionen er, at alle anbefaler et ja.

Aftalen sætter fokus på læreropgaven og bl.a. fremgår det, at ”Lærerne er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen” og ”Kernen i aftalen er et forpligtende samarbejde, der understøtter lærernes muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft og at kunne lykkes med opgaven”.

Aftalen beskriver en række samarbejdsforhold på såvel kommune-kreds niveau, som på skoleniveau, hvor TR og lærer/lærerkollegiet skal samarbejde med ledelsen. Såfremt man ikke overholder kravene til samarbejdet har man nu mulighed for at støtte ret (altså rejse en sag i arbejdsretten) på bestemmelserne.

På trods af bestemmelserne om samarbejde er vi dog også klar over, at ledelsen har ledelsesretten – noget der i øvrigt har været aftalt siden 1899, hvor fagbevægelsen samtidig blev anerkendt og fik forhandlingsret.

Indgåelsen af Arbejdstidsaftale 2020 betyder ikke, at vores egen aftale med Randers Kommune bortfalder. Den nye aftale og samarbejdssporet vil tværtimod styrke et tæt og konstruktivt samarbejde på alle niveauer på skoleområdet i Randers.

Vi er glade for, at der er lavet en aftale, der peger fremad og som styrker arbejdet om og i skolen. Allerede når planlægningen af det kommende skoleår går i gang, træder bestemmelserne om samarbejdet i kraft (1. januar 2021). Det betyder bl.a. at tillidsrepræsentanter og lærerkollegiet skal inddrages i drøftelser af den enkelte skoles målsætninger og prioriteringer, herunder hvordan økonomien udmøntes i forhold til undervisning, forberedelse m.m.

På skolen skal der laves skoleplan. Et forslag til skoleplan udarbejdes af ledelsen efter drøftelse med tillidsrepræsentanten og indeholder ledelsens prioriteringer, grundlaget for disse, overordnede beskrivelser af de prioriterede indsatser og opgavers indhold, klasselæreropgaven, hvad der forstås ved indeividuel forberedelse samt antal lærere på skolen. Efterfølgende kvalificeres skoleplanen på et møde mellem lærerne og skoleledelsen, hvorefter skoleledelsen træffer den endelige beslutning.

I aftalen vil vi desuden fremhæve følgende: 

  • Årsnormen er igen 1924 timer
  • Opgaveoversigten skal udleveres 5 uger før normperioden starter (5 uger før skoleårets start).
  • Overgangsordningen for aldersreduktion er gjort permanent, således at alle fra de fylder 60 har mulighed for at få nedsat arbejdstiden, med kompensation for pensionsbidraget
  • Elevpauser, hvor der er undervisning før og efter pausen kan ikke bruges til individuel forberedelse
  • Ledelsen har i samarbejde med læreren ansvar for at forberedelsestiden ikke nedprioriteres eller forsvinder.
  • Drøftelserne om samarbejdet på skoleniveau sker bl.a. med henblik på at understøtte sammenhængen mellem lærernes arbejdstid og opgaver samt et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
  • Varslingsregler
  • Fuldtidsansatte planlægges med mindst 4 timers daglig arbejdstid.
  • Klasselærerrollen fremgår af aftalen
  • Tid på undervisning, forberedelse og opgaver med varighed på mindst 60 timer

I forhandlingerne var der blandt parterne enighed om, at det ikke er et mål, at der ikke forefindes overtid.

Men som bekendt – ingen roser uden torne. Vi havde gerne set yderligere dele i aftalen, men må også erkende, at begge parter skal kunne se sig selv i aftaleresultatet. Vi havde gerne set, at der skulle tid på alle opgaver, og at aftalen indeholdt konkrete tiltag for at hjælpe nyuddannede i gang med lærerlivet.

En indgåelse af denne aftale vil bryde 7 års dødvande, hvor lærerne har arbejdet uden arbejdstidsaftale, og nu har vi en aftale, der peger fremad og giver muligheder for folkeskolen og lærerne.

Indledningen til aftalen slutter med ”Vi ønsker med aftalen at understøtte vores fælles målsætning om at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital”. Et ønske styrelsen i Randers Lærerforening deler og tror på, kan lykkes med denne aftale.

Derfor anbefaler vi et ja til aftalen.

Uanset om du er for eller imod aftalen er det vigtigt, at flest mulige medlemmer af Danmarks Lærerforening benytter muligheden for at stemme – derfor en opfordring til, at du afgiver din stemme i perioden fra den 25. august til den 1. september kl. 16.00.

Emner

Målgruppe